Forside / Erhverv / Erhvervsreferencer / Sillerup Plejekollegium
Varmepumper erstatter olie på Sillerup Plejekollegium
På Sillerup Plejekollegium ved Haderslev har to oliefyr i mange år stået for varmeforsyningen til plejehjemmets 39 beboere. I dag er olien fortid. I stedet leverer et nyt varmepumpeanlæg fra DVI Energi og Søberg VVS stabil og driftssikker varme – til gavn for både økonomi, klima og beboernes komfort.
Sillerup Plejekollegium ligger i landlige omgivelser uden adgang til fjern- eller kollektiv varme. Da de eksisterende oliefyr hverken var økonomisk rentable eller bæredygtige klimamæssigt, begyndte bestyrelsen at se sig om efter alternativer.
Det stod hurtigt klart, at olie ikke var en holdbar løsning – hverken økonomisk eller klimamæssigt. Og da der ikke kommer kollektiv varme til vores område, var varmepumper det oplagte valg, siger Kurt L. Bech, bestyrelsesformand for Sillerup Plejekollegium.
Solid rådgivning og gennemprøvet løsning
Sillerup Plejekollegium havde både ekstern rådgivning og lokale referencer med i beslutningen. Haderslev Kommune har således valgt samme løsning på flere af kommunens skoler.
Kommunen er i gang med at udfase naturgas, og på flere skoler har de valgt DVI Energi. Derudover ligger plejecentret kun et par kilometer fra Fjelstrup Skole, hvor der også er installeret DVI-varmepumper. Jeg var selv ude og se deres installation, og det gav tryghed i beslutningen, fortæller Kurt L. Bech.
Installationen er udført af Søberg VVS, der vandt opgaven som entreprenør og har haft det samlede ansvar for projektet.
Vi kendte Søberg VVS i forvejen, og samarbejdet har været helt gnidningsfrit. Overgangen fra olie til varmepumpe har været 100 procent problemfri. Anlægget kører ganske enkelt perfekt, siger Kurt L. Bech.
Markant CO₂-reduktion og hurtig tilbagebetaling
Det nye varmeanlæg består af et 200 kW-anlæg med fem serieforbundne varmepumper, der aktiveres efter behov. Hertil kommer tre buffertanke på hver 2.000 liter samt el-varmepatroner som ekstra sikkerhed – en vigtig faktor på et plejecenter, hvor stabile temperaturer er afgørende.
Beboerne er jo ikke så fysisk aktive på et plejehjem, så der skal selvfølgelig være varmt – altid. Driftssikkerhed har derfor været helt centralt for os i løsningen af opgaven, og vi er heldigvis lykkedes med at skabe et godt resultat – også uden varmeudfald undervejs i installationen, siger Tobias Lundgaard Suni, driftsdirektør i Søberg VVS.
Investeringen i varmepumpeanlægget beløber sig til cirka 2,8 mio. kroner. Til gengæld er gevinsterne betydelige: Plejekollegiet reducerer CO₂-udledningen med omkring 113.000 kilo årligt og opnår en beregnet årlig besparelse på cirka 350.000 kroner.
Det er en stor investering, men besparelsen betyder, at anlægget er betalt tilbage på få år. Det er en fornuftig investering – også set i et klimaperspektiv, siger Kurt L. Bech.
Fokus på støj, æstetik og daglig drift
Et vigtigt fokusområde for bestyrelsen har været støj og det visuelle udtryk. Derfor er varmepumperne omgivet af et lydhegn, der både dæmper støj og giver et pænt helhedsindtryk.
Det fylder jo lidt, og det har været drøftet i bestyrelsen, både hvad angår støj og det visuelle. Men løsningen er rigtig flot, og der har ikke været én eneste klage. Det er løst helt optimalt, siger Kurt L. Bech.
Under installationen har Søberg VVS taget omfattende hensyn til plejekollegiets daglige drift.
Normalt kan man godt risikere ganske lidt udfald undervejs i installationen, men her har vi taget ekstra meget hensyn til plejehjemmets beboere og den løbende drift, og Sillerup Plejekollegium har samtidig tegnet en serviceaftale, så driften er sikret fremadrettet, fortæller Tobias Lundgaard Suni fra Søberg VVS.
Et råd til andre
Til andre institutioner og virksomheder, der overvejer varmepumper, har Kurt L. Bech et klart råd:
Tænk støj og visuel løsning ind fra starten. Det betyder noget – både for omgivelserne og for roen i beslutningsprocessen. Og vælg en løsning, der er gennemprøvet og dimensioneret korrekt. Det betaler sig i længden, slutter han.
Få gratis rådgivning
Det er simpelt nok at komme i gang.
Kontakt os og bliv rådgivet helt kvit og frit om hvordan du kan få en vedvarende energi løsning